Odder Dyreklinik

Urinvejslidelser (FLUTD)

Forskning har vist at fodring med kattemad på dåse (vådfoder) har en gavnlig effekt på forekomsten af urinvejslidelser

Symptomerne

FLUTD dækker alle lidelser i de nedre urinveje, som medfører delvis aflukning eller i værste fald en blokering af de nedre urinveje. Blokeres urinvejene helt, vil der hurtigt opstå meget alvorlige skader på nyrerne, så derfor kræves der i disse tilfælde akut indlæggelse hos dyrlægen for at skabe urinpassage.

  • Unormal vandladning
  • Vandladningen foregår med alt for store anstrengelser eller der ses meget – – hyppige vandladninger i små mængder
  • Urenlighed med vandladning f.eks. indendørs og usædvanlige steder
  • Urinen kan blive rødfarvet pga. blod
  • Rastløshed, nedstemthed og mangel på appetit
  • Feber
  • Smerter i bug ved berøring

Årsagerne

Årsagen findes ved en nærmere undersøgelse hos dyrlægen, hvor en urinundersøgelse vil være obligatorisk, mens blodundersøgelse, scanning og røntgenfotografering kan være nødvendig i nogle tilfælde.

  • Urinkrystaller og urinsten
  • Bakterie infektioner
  • Stress
  • Kræft
  • Traume

Urinkrystaller/urinsten

Urinkrystaller/sten skyldes forhøjet koncentration af forskellige mineraler og affaldsstoffer i urinen, der udfældes som mikroskopiske struvit eller calcium oxalat krystaller der kan samle sig til blæresten. Krystaller kan blokere urinvejene som samlinger af krystaller eller større sten, men der opstår også blokering pga. en medfølgende blærebetændelse med blødning når krystallernes irriterer i blæren. Risikoen for blokering er størst hos hankatte, da deres urinrør er smallere, længere og indeholder en penisknogle, der kan virke som flaskehals.

Risiko for dannelse af urinkrystaller

Forebyggende kan man fodre med et foder der er korrekt sammensat, så risikoen for dannelsen af krystaller nedsættes, sikre væskeoptagelse og tiltalende kattebakke, samt forsøge at hindre overvægt. Behandling af FLUTD pga. blærekrystaller kræver ofte antibiotika behandling af blærebetændelsen, og en krystalopløsende diæt. Herefter bør der fodres med et blærestensforebyggende foder resten af livet. Forskning har vist at fodring med kattemad på dåse (vådfoder) har en gavnlig effekt på forekomsten af urinvejslidelser. Nærmere råd og vejledning herom kan fås på de fleste dyreklinikker.

  • Fodring med foder som har en ubalance i mineralindhold
  • Nedsat væskeoptagelse så urinen blive mere koncentreret end normal
  • Kastration/Sterilisation
  • For sjælden vandladning pga. f.eks. uvilje mod kattebakken

Bakterieinfektioner i nedre urinveje

Årsagen til en bakterieinfektion i de nedre urinvej kan som tidligere nævnt være krystaller, men kulde, nedsat uringennemstrømning i blære pga. for lidt væske eller for sjælden vandladning, samt sukker i urin ved f.eks. sukkersyge kan også medføre blærebetændelse. Behandling af blærebetændelse gøres med antibiotika på baggrund af en dyrkning af bakterierne i urinen, og forebyggende tiltag mod evt. årsag.

Stress, kræft og traumer

Katte der er stressede har nemmere ved at få urinvejsproblemer. Problemet kan afhjælpes ved at aktivere din kat på forskellige måder, eksempelvis med kradsebræt, klatremiljøer og lign. Det er vigtigt at “lege” med sin kat hver dag for derved at reducere dens stressniveau. Katte bør have adgang til udendørs arealer. En sjælden gang ses der kræft i blæren eller nyrene hos katte. Denne diagnose stilles ved røntgen og/eller skanning af blæren. Dyrlægen vil også udtage en blodprøve. Kræft rammer hyppigst ældre katte. Hos hankatte kan penis beskadiges ved slåskamp og medføre arvævsdannelse der kan give trængninger ved urinering.