"Farlige" hunde
At være hundeejer kræver et aktivt valg
Hvilke hunde er "farlige"?
Emnet har ofte været i medierne i den senere tid, hvor der har været episoder, hvor “farlige” hunde har været involveret. Ofte er det blevet en meget følelsesladet debat i den pågældende situation. I begyndelsen af oktober 2010 tog Den danske Dyrlægeforening initiativ til afholdelse af seminar om emnet “farlige” hunde for at belyse emnet fagligt.
Deltagere på seminaret var bl.a. eksperter, dyrlæger, adfærdsterapeuter, veterinærsygeplejersker samt flere af Danmarks dyreværns-og hundeorganisationer. En af konklusionerne var : glem alt om forbud mod visse hunderacer. Både danske og engelske erfaringer viser, at et forbud ikke virker. Nedenstående er et sammendrag af seminaret.
Man finder andre veje
Er lastbiler farlige? Kun hvis chaufføren er fartgal eller ude af stand til at håndtere sit køretøj. På samme måde er det med hunde. En stærk hund i de forkerte hænder kan være farlig. Og faktisk kan man få selv den mest godmodige hund til at gå amok. Man kan godt forbyde en bestemt muskelhunderace, men der er mange stærke hunderacer.
Forbyder man en race, så bruger de personer, der ønsker at bruge hunde som »våben« bare en anden hunderace. Eventuelt ved at fremelske nogle uheldige gener i de tilladte racer. Der skal ikke mere end 3-4 generationer til, så er man godt på vej. En anden negativ følge af et forbud bliver en forværring af den allerede illegale import af hundehvalpe. Det er der i forvejen store dyrevelfærdsmæssige problemer i.
Sociale tilfælde
Langt de fleste sager, særlige hundesagkyndige har for politiet, kan karakteriseres som sociale sager. Sådan er det også med problemerne affødt af kamp- og muskelhunde. De hunde, der skaber problemerne, har ejere, der er uden for pædagogisk rækkevidde. De afsporede ejeres mål er i visse tilfælde at skabe hunde, der egner sig til hundekampe (med andre tilsvarende hunde), men især at bruge hunden som magtmiddel. Blandt andet derfor virker forbud ikke. At tro et forbud mod bestemte hunderacer har nogen virkning, er således naivt. Der er i dag flere pitbull-hunde i Danmark, end da forbuddet mod hunden blev indført i 1991.
Politiet magter ikke opgaven
Den nuværende hundelov fra 2003 rummer faktisk ganske gode muligheder for at løse problemerne med farlige eller skadevoldende hunde. Politiet kan af egen drift eller efter en anmeldelse træffe foranstaltninger til at tage hunden i varetægt og få den undersøgt. Hvis denne undersøgelse munder ud i konklusionen, at hunden er farlig, kan politiet få den aflivet – subsidiært beslutte, at den skal gå i snor eller med mundkurv, når den færdes på offentlige steder.
Det er mest politiet i hovedstadsområdet, der bruger – og kender – ordningen. En dyrlæge havde i mindst et tilfælde oplevet, at politibetjenten ikke vidste, at hundesager var politiets opgave. Den generelle opfattelse var, at sagerne bliver nedprioriteret hos politiet. Det betyder, at loven ikke virker efter hensigten, og den naturlige følgekonklusion var, at så vil en eventuel skærpet lovgivning heller ikke have nogen effekt.
Hunde bider kun, når de er truet
Tal fra Institut for Folkesundhed viser, at antallet af behandlinger for hundebid på landets skadestuer nu er halveret i forhold til midten af 1990’erne. Dog er de typer, der nu kommer på skadestuen, mere alvorlige end tidligere. Det synes som om, alle har glemt, at hunde bider kun i yderste konsekvens – som det sidste og ultimative valg. Inden har hunden markeret, at den ikke synes om situationen. Først ved at gå væk, dernæst ved kropssprog via stilling, ører, hale, (rejst) pels og knurren. Først til slut kommer sidste trin på aggressionsstigen, nemlig bid.
Og et hundebid er ikke bare et bid. Der kan være tale om »bid i luften« og markeringer med kontakt, men uden at skade. Først til allersidst vælger hunden at bide for at skade sin trussel. Problemhunde er dem, der på en eller anden måde har fået kortsluttet processen bag aggressionsstigen. Det kan skyldes forkert opdragelse, eller at den ikke er blevet socialiseret som hvalp og lært andre hundes sprog.
Hunden kan også ganske enkelt være skør, men det har ikke noget med racer at gøre. Den ultimative problemhund er fx en vagthund, der er trænet til at skade – eller måske endda dræbe, men som mister kontrollen. Enten fordi ejeren reelt ikke har styringen, eller fordi hunden bliver bange eller en kombination heraf. Omvendt er det vigtigt at pointere, at fordi en hund gør noget farligt, er det ikke nødvendigvis fordi hunden er farlig. Det er trænede politihunde et godt eksempel på.
De stigmatiserede hunde
Det kræver særligt ansvar og opmærksomhed at have en muskelhund, men deres adfærd er ikke forskellig fra andre hunde. Problemet er, at de mildt sagt ikke er velsete blandt andre hundeejere. Derfor kan de kun sjældent komme på træningsbanerne – og selv om det er muskelhunden, der bliver angrebet af andre hunde (som åbenbart ofte sker), så er det muskelhunden, der er problemet og får skylden, fordi den er den stærkeste. Faktisk er der masser af hundeslagsmål og hundebid, men sagerne får kun pressens fokus, når der er muskelhunde involveret.
Det betyder, at muskelhundene ikke i samme grad socialiseres sammen med andre hunde, og det forværrer problemerne. Det er vigtigt for potentielle hundeejere at sætte sig ind i, hvad det vil sige at have hund, men det er ikke specielt for muskelhunde – det gælder alle hundekøb. De skal være velovervejede, så drop medlidenhedskøbet af den efterladte hund og sig nej til naboens sidste hvalp, der blev i overskud og som ellers skulle aflives. At være hundeejer kræver et aktivt valg.
Politikerne har kun fokus på handling
- Vi er som dyrlæger vant til at arbejde metodisk, sagde Den Danske Dyrlægeforenings formand Arne Skjoldager.
- Først gennemfører vi en undersøgelse for at finde årsager, så laver vi en diagnose og derfra beslutter vi en terapi. Men her slutter det ikke. Det følges op af en prognose for behandlingen og en forebyggelse, så det ikke sker igen.
- Jeg tror, at danske politikere kunne lære meget af den proces. Med fokus på sagernes omtale i pressen er politikere kun optaget af handling uden synderlig skelen til årsagerne og de følgende konsekvenser. Sådan ser det desværre også ud til at gå i sagen om farlige hunde. Det synes veldokumenteret, at et forbud mod visse racer er virkningsløst, men politikernes iver for at vise handling synes at overskygge den kendsgerning, sagde Arne Skjoldager.