Tandproblemer
Tandrøntgen vinder mere og mere frem indenfor dyrlægepraksis landet over
Forebyggelse
Mange af vores hunde og katte går rundt med dårlig ånde, tandkødsbetændelse, huller i tænderne og sågar løse tænder. Lider din hund af dårlig ånde eller løber mundvandet lidt mere end det plejer så kan dit kæledyr lide af en tandsygdom. Hunde og katte starter deres liv med at få mælketænder ligesom os andre. Efter omkring et halvt år er alle disse udskiftet med blivende tænder. Nogle hunde får problemer med dette tandskifte og især mælkehjørnetænderne kan blive ved med at sidde fast, selvom den blivende tand er brudt frem. Sker dette, kan det være nødvendigt at fjerne mælketanden for ikke at genere den videre udvikling af den blivende tand.
Tandbørstning er en selvfølgelighed hos os andre, men der er desværre ikke ret mange dyr der regelmæssigt får børstet tænder. Tandbørstning er den eneste metode der beviseligt modvirker tandsygdomme. Tyggepinde og diverse tandrensende foder kan hjælpe et stykke hen af vejen, men kan ikke erstatte en grundig tandbørstning. Tandbørstning bør foretages dagligt for at have optimal effekt. Sygdomme i mundhulen kan være meget alsidige, men langt hovedparten skyldes dårlig mundhygiejne.