Tandproblemer

Mange af vores hunde og katte går rundt med dårlig ånde, tandkødsbetændelse, huller i tænderne og sågar løse tænder. Lider din hund af dårlig ånde eller løber mundvandet lidt mere end det plejer så kan dit kæledyr lide af en tandsygdom.

Hunde og katte starter deres liv med at få mælketænder ligesom os andre. Efter omkring et halvt år er alle disse udskiftet med blivende tænder. Nogle hunde får problemer med dette tandskifte og især mælkehjørnetænderne kan blive ved med at sidde fast, selvom den blivende tand er brudt frem. Sker dette, kan det være nødvendigt at fjerne mælketanden for ikke at genere den videre udvikling af den blivende tand.

Tandbørstning er en selvfølgelighed hos os andre, men der er desværre ikke ret mange dyr der regelmæssigt får børstet tænder. Tandbørstning er den eneste metode der beviseligt modvirker tandsygdomme. Tyggepinde og diverse tandrensende foder kan hjælpe et stykke hen af vejen, men kan ikke erstatte en grundig tandbørstning. Tandbørstning bør foretages dagligt for at have optimal effekt.

Sygdomme i mundhulen kan være meget alsidige, men langt hovedparten skyldes dårlig mundhygiejne. Tandsten og plak findes hos stort set alle de kæledyr der kommer til årlig vaccination og sundhedsundersøgelse. Nogle er så slemme at der skal en tandrensning til. En tandrensning skal foregå i bedøvelse. Rent praktisk foregår det ved at dyret ankommer til dyrlægen først på dagen, fastende. Efter en grundig sundhedsundersøgelse, evt. suppleret med blodprøver bedøves dyret. Tandrensningen foregår med moderne udstyr med ultralyd og efterfølgende polering. Under tandrensningen får man måske mistanke til underliggende sygdom i nogle tænder. Disse tænder kan man vælge at røntgen fotografere, for derved at fastslå om tanden står til at redde. Ofte er tanden så medtaget at den desværre må fjernes.

Tandrøntgen vinder mere og mere frem indenfor dyrlægepraksis landet over. Med tandrøntgen kan man undersøge tanden under gummekanten og derved få et mere grundigt overblik over tandens tilstand. Især hos katte kan huller i tænderne findes ved røntgenundersøgelse.

Tandrøntgen kan også bruges til at undersøge om tandsættet er komplet eller om der gemmer sig en skjult tand i kæben. Skjulte tænder kan give anledning til kæbecyster og bør fjernes.